Danmarks befrielse – 70 år siden, præcis, i dag. I dagens enestående anledning hopper jeg tilbage til de ældste billeder, jeg ejer. De ligger i en rød kasse og er både en gave, et mysterium og et ansvar.

De er selvsagt ikke fra min egen dagbog, hvis rækkevidde kun strækker sig tilbage til 1980erne, men fra min morfar, der en dag, da jeg var blevet nogenlunde gammel nok til at forstå det, gav mig sine håndskrevne noter og gemte papirer, så jeg kunne gå på opdagelse i dem, passe på dem, og bruge dem.

Jeg var meget, meget glad for min morfar. Da jeg var lille, gik vi lange ture ved golfbanerne i Haderslev, hvor han fortalte om mystiske, vagt farlige morfar-agtige gøremål såsom at “gasse ræve”. Mange af mine minder om ham har med lyde at gøre. Hans elektriske barbermaskine. Den hvæsende lyd, når han skulle “høre presse” og tændte for radioen kl. 12.

Derfor føltes samlingen både som en gave (som andre ikke skulle blande sig i) og som et ansvar (som andre til enhver tid kunne blande sig i). Og på mange måder stadig som et mysterium, som jeg føler, jeg bør nærme mig på en bestemt måde. Grundigt, forsigtigt. Så farer jeg vild, og starter forfra.

Meget sjældne billeder
Der er i sagens natur meget, meget få billeder i samlingen. De meget få, der er, er til gengæld præcis fra “i dag for 70 år siden”, for nu at blive i vores nutidige Timehop-terminologi.

På billedet her står min morfar yderst til venstre i den samme lange, mørke jakke som på lastbil-billedet. Han var kendt som “Robert” under modstandsbevægelsen og på det her tidspunkt. Lige når jeg ser ham, synes jeg, han ligner min storebror forbløffende meget. Så toner træk fra min lillebror frem.

Når jeg er færdig med at grave i genpøl-fornemmelserne, er der én anden favorit-ting ved det her billede: Spilopmageren, der lige har besluttet at lægge sig ned foran de andre. Et ret kækt move. Moderne i sit konventionsbrud. Lidt mere almindeligt i dag, hvor billeder er digitale og rigelige.

(Men så begynder fantasien alligevel: Medmindre det er en nødvendighed? Ser hans ben ikke lidt tynde ud? Måske blev han såret og er lam? Aij! Han er en kæk spilopmager, glad på dagen for befrielsen. Han ville også have lavet et eller andet sjovt på et digitalt billede fra i dag. Måske. Men kan jeg finde en note et sted? Oh, mysterierne der bobler op fra sjældne billeder).

Det allerbedste er, når en note gør, at noget, der ellers ville have været et totalt mysterium, lige falder på plads og folder sig ud som en lille historie. Som med billedet ovenfor.

“Omkring 100 Russiske fanger som vi fik ud af Frihavnen kørte vi en tur rundt i Byen i disse Sporvogne”, har min morfar skrevet bagpå.

Et maskinskrevet brev supplerer: “De befriede russiske krigsfanger var afkræftede og kunne vanskeligt forstå, hvad der skulle ske. Men nogle af vore folk var ivrige for at få arrangeret en rundtur med sporvogn og de overvandt en del vanskeligheder for at få turen gennemført. Russerne var vist gladest, da turen var overstået. De havde alle “løs mave” og behov for hvile.”

Små glimt fra fortiden. Nogle klare, andre virkeligt mystiske.  Jeg ville ønske, der var flere. Men tak for de noter, der er, kære morfar. Jeg skal nok lå endnu længere ind i dem på et tidspunkt.