Jeg begyndte at skrive som fireårig. Og så blev jeg ved.

Historier, digte, notesbøger, dagbøger, flere dagbøger, endnu flere dagbøger, seriøst vilde mængder tekst.

Så blev det teaterstykker og radioføljetoner. Og flere digte og flere dagbøger. Og så blev jeg rigtig voksen og begyndte at få løn for at skrive kulturjournalistik og klummer.

Men dagbogen fortsatte. Nogle gange i hidsigt tempo, andre gange lidt langsommere. Hele tiden i skiftende former, fra det håndskrevne til det digitale.

At have en dagbog (og alle notesbøgerne omkring den) er ligesom at eje en tidsmaskine. En megasjov og lidt barsk tidsmaskine. Og det, den giver, er ikke bare sådan en lineær rejse tilbage til tidligere versioner af en selv (hvilket er morsomt nok, bestemt). Det er en meget mere mindblowing og indviklet proces, som er virkelig lærerig.

Man får nogle vilde indsigter om tilværelsen af at skrive dagbog. Det har jeg indset med stadigt større styrke jo ældre jeg er blevet, så jeg er aldrig stoppet (omend der har været enkelte pauser). Underholdningsværdien ved på den måde at eje tidligere versioner af sig selv er også helt i top.

Og så giver dagbogsnoterne nogle helt fantastiske muligheder. Det ER overdrevet fedt (og indimellem virkelig praktisk) at kunne slå op og se præcis hvad jeg lavede den 16. august 1996. De mere fritskrevne dele af dagbogen er så enorme, at jeg kun kan drypbladre i dem. Og der bliver bare ved med at sprutte nye kulørte tidslommer op. Og nye forbløffende indsigter i, hvordan den menneskelige hukommelse hænger sammen.

Alt det handler denne blog om.

Velkommen fra Christina Majcher | @chriszka | christinamajcher.dk | chriszka.com