Danmarks befrielse – 75 år siden i dag.

Det giver endnu en gang en enestående anledning til at hoppe tilbage til billederne og noterne, jeg fik fra min morfar: Ernst M. Jensen, også kendt som kompagnichef ‘Robert’ i Kompagni Robert under modstandsbevægelsen.

Denne gang er mit hop tilbage til billederne også foranlediget af en besked, jeg fik  på facebook.

Beskeden var fra en, der hedder Charlotte, og drejede sig om disse to billeder taget ved Aarhusgades remise i dagene efter befrielsen 1945: Dels billedet lige nedenfor fra min tidligere blog-post om min morfar, hvor ‘den afløsende vagt tager opstilling’ og hvor min morfar står i forgrunden ‘med ryggen til, barhovedet’:

– og dels dette billede af sporvognen med påskriften ‘Russerne ser byen’, hvor det viser sig, at det er Charlottes bedstefar – Poul Skildal Nielsen – der står på dørtrinnet i sporvognen.

Det er om dette billede, at delingsfører i Kompagni Robert, Erling “Smith” Suhr, efterfølgende skriver i et brev til min morfar:

“Jeg kan ikke genkende personerne, men tydeligt huske episoden. De befriede russiske krigsfanger var afkræftede og kunne vanskeligt forstå, hvad der skulle ske. Men nogle af vore folk var ivrige for at få arrangeret en rundtur med sporvogn, og de overvandt en del vanskeligheder for at få turen gennemført. Russerne var vist gladest, da turen var overstået. De havde alle “løs mave” og behov for hvile.”

Jeg skulle ikke lede længe i papirerne for at finde Poul Skildal Nielsens navn: Han står nederst på allerførste side af en lang, håndskrevet liste over medlemmer af Kompagni Robert:

Således ansporet gik jeg i gang med at finde flere af de billeder, jeg fik af min morfar, taget af Kompagni Robert ved Aarhusgades remise i dagene efter befrielsen 1945. Jeg har endnu ikke fundet yderligere noter, hvor Poul Skildal Nielsen nævnes – men han er sandsynligvis på et af de følgende billeder:

I et brev fra Erling “Smith” Suhr fortælles det, hvordan han og min morfar mødtes:

Suhr var student årgang 1944 fra Øster Borgerdyd. Fra 42 til 44 var han organiseret i en illegal gruppe, ‘ De Danske Gymnasiaster’, som skrev og distribuerede et illegalt månedsskrift med navnet PARTISAN i et oplag på 500 stk. Ved årsskiftet 1943-44 blev han overført til den militære del af modstandsbevægelsen, hvor “Robert”, min morfar, blev hans kompagnichef og ‘lærer i militære færdigheder’.

Erling Suhr fik dæknavnet Erik Smith, og navnet på hans enhed blev Deling Smith. Ved befrielsen var Deling Smith på 42 mand, hvoraf “Smith” sandsynligvis selv var den yngste.

Her er flere af delingerne i Kompagni Robert:

Min morfar var kompagnichef og ‘lærer i militære færdigheder’, fordi han havde erfaring med sig fra den spanske borgerkrig. Han blev soldat i 1936 (i Avedørelejren) og drog til Spanien som frivillig i januar 37, hvor han deltog i borgerkrigen i godt to år. Før han rejste hjem, holdt en østrigsk kompagnichef en tale, som min morfar refererer i noterne til et foredrag:

“Han holdt en tale for os skandinaver, og han sluttede med disse ord:
“I vil fra nu af være fredløse, så længe nazisterne regerer i Tyskland. I vil forblive soldater i civil eller uniform resten af jeres liv, eller til Nazitysklands nederlag. I tror det ikke, men husk senere mine ord”.
Hvor har han haft ret.”

Om morgenen den 9. april, da min morfar opdagede, hvad ‘den mærkelige uro og larm af mange flyvere’ gik ud på, hoppede han straks i uniformen og løb ud på gaden for at drage mod Avedøre. Troede han.

‘Men folk på gaden slog simpelthen ring om mig og fortalte, at tyskerne var overalt, og at kampen var forbi. Jeg hoppede atter i civil. Men på arbejde ville jeg ikke. Mine skridt førte mig ad Valby Langgade mod Toftegårds Plads og Vesterbro. Og her, omkring Vesterbrogade og Pile Alle, fik jeg igen et nyt syn på sagen. En lille deling danske soldater kom marcherende, uden våben. De så noget slukørede ud. Og bevar mig vel, om ikke københavnerne stod på fortovet og råbte skældsord og piftede efter dem. Jeg kunne have skreget af raseri, så rasende blev jeg over disse københavnske gadedrenges misforståelse af hele situationen.

Det var disse oplevelser, der bragte mig ind i modstandsbevægelsen. Og i sommeren 1940 startede vi seks mand den første gruppe: fire spaniensfrivillige og to brødre’.

De første aktioner var små – primært rettet mod danske nazister. Min morfar beskriver begyndelsen som virkelig besværlig. ‘Vi havde kun en gammel tromlepistol med tre skud, og desuden havde vi vel op til 80-90 procent af befolkningen imod os. Endnu havde tyskerne ikke gjort sig upopulære’.

Men de fortsatte. Nazimøder blev afbrudt med stinkbomber. Tryksager blev mangfoldiggjort om natten. Våben blev stjålet. Sukker blev hældt i benzintanke. Dynamit blev stjålet fra grusgravene ved Faxe Ladeplads. Støbegods, der skulle sendes til Tyskland, blev ødelagt ved at hælde vand i formene på BW Teglholm. Blot en deciliter var nok, beskriver min morfar i noterne, så måtte sendingen kasseres.

Den 7. november 1942 blev min morfar arresteret som spaniensfrivillig og sendt otte måneder i Horserød. Dette portræt af min morfar (‘Ernst i Horserød’) er tegnet af en medfange ved navn Knudaage Larsen i 1943 i Horserød. Knudaage var kunstmaler født juli 1900 og sad i Horserødlejren fra august 1941 til august 1943 for ‘modstandsaktivitet’ (‘almen illegal aktivitet’).

Tegningen hænger nu hjemme hos mine forældre, men jeg kan også tydeligt huske den fra da jeg var helt lille (på væggen hos mine bedsteforældre).

Da Ernst igen blev løsladt, var modstandsarbejdet tydeligvis blevet lettere.

‘Efter min løsladelse fik jeg omgående kontakt med mine gamle kammerater og fat i nogle få folk, som hver for sig opbyggede deres egne grupper, og nogle af deres folk opbyggede igen andre grupper. I løbet af tre måneder havde jeg cirka 250 mand fordelt på otte delinger fordelt over hele København og omegn.’

‘Våben var det dog helt galt med. Hos mine gamle kammerater fik jeg 4 geværer, som jeg bar rundt til de forskellige delinger og grupper for at instruere dem i brugen. Desuden havde jeg fået en stengun, tre forskellige pistoler og tre håndgranater. Men så stod heldet mig bi. En af mine folk var havnearbejder og fortalte mig, at man på de finske skibe, som kom til Frihavnen, kunne købe våben, og de var billige – blot man kunne skaffe sukker. Vi opnåede på disse både at købe mellem 40 og 50 pistoler – og en maskinpistol.’

Ernst opbyggede militærgrupperne og underviste i våbenbrug.

‘Fra juli 1943 til maj 1945 boede jeg 72 steder, fra det usleste havehus til de fineste villaer i Gentofte. Pr. 1. maj 1945 havde jeg 260 mand fordelt i fem delinger og 11 kvinder i en sanitetsgruppe, hvor en var læge.’

Til slut: Et maskinskrevet dokument forfattet af min morfar i juni 1945 over de faldne i hans kompagni. Fra “Skudt i halsen. Død på stedet” til “Benet i stræk i 3 måneder. Får ingen penge. Vådeskud” og “Skudt i benet. Indbragt til lazarettet i Christianiagade. Stadig sygemeldt”.

Efter krigen blev min morfar officer i hæren, ligesom andre af modstandsbevægelsens folk. Han var major i det Slesvigske Fodregiment til slutningen af 60erne.

Min tidligere blog-post om min morfar kan læses her.