At skvatte rundt i tidens bananskræl

Forleden var jeg til reception på Mary Jane in Love på Nørrebro, til en fotoudstilling af andersenjensen.dk, der, som I kan se, “har det LOL med bananer”.

lol med bananer

Det var rigtig rart, for jeg fik lige set et par mennesker, som jeg ikke havde hængt ud med i et stykke tid, heriblandt Lewis, som jeg uden at tøve vil kalde noget af et musikalsk leksikon.

Godt selskab
Noget af det første, vi snakkede om, var dette års NorthSide-festival og deres vildhedsbugnende musikprogram, som sidst i marts også blev beriget med Underworld.

“Åh, Underworld. Måske den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet på Roskilde,” hørte jeg mig selv sige, klar til at glide ind i min sædvanlige tidsrejse tilbage til den fænomenale koncert på Grøn Scene.

Vi havde fået reddet os derhen via en ekstra forlænget tur i en stor bue bagom Orange, fordi der simpelthen var så ufremkommeligt mange mennesker til Pearl Jam. Og vi havnede mirakuløst helt oppe foran til højre på Grøn, hvor der, endnu mere mirakuløst, var skønt god plads til at danse igennem, på trods af det fyldte giganttelt. Åh, hvor vi dansede!

“Hm”, siger Det Musikalske Leksikon, “Underworld spillede da ikke på Roskilde i 2000.”

Den klassiske hvilket-år-var-det-nu-snak
Gisp. Wait a minute. Really? No. Det gjorde de da. Jeg husker det jo så tydeligt. Hvordan vi helt oppe at ringe SVÆVEDE hjem til vores lejr efter koncerten, HEEEELT oppe i nattehimlen af fryd over, hvor fedt det havde været. Og hvordan vi med vilje havde undgået at gå tilbage forbi menneskehavet ved Orange, og derfor først opdagede , hvad der var sket til Pearl Jam-koncerten, da vi et godt stykke op af næste dag var gået ud for at proviantere. Jep, det var tiden før smartphones. Det KUNNE faktisk lade sig gøre at være på festivalen dengang og først opdage katastrofen mange, mange timer efter de fleste andre.

Jeg vidste jo, det var sådan det var. Men…? Havde receptionsdåseøllen i min hånd allerede rokeret rundt på mine hjerneceller? Aij. No way. Underworld SPILLEDE på Grøn. Dét her skulle bare lige bekræftes.

(Og nu vi er ved bananskræller: Born Slippy, det er klart).

Frem ryger vores smartphones. Der søges i den store, digitale fælleshukommelse, som nu altid er ved hånden. “Jo, Underworld spillede faktisk i år 2000”, siger Holger lidt efter.

Aaaaah. Så var jeg tilfreds. Havde vi siddet med snuderne lidt længere tid nede i vores smartphones, kunne vi nok også have fundet frem til spilleplanen fra dengang og fået bekræftet, at Underworld ganske rigtigt spillede på Grøn, mens Pearl Jam spillede på Orange. Internettet er dejligt på den måde.

…og Bad Company
Men da jeg kom hjem om aftenen, kunne jeg tjekke det på meget sjovere vis. Det var bare at finde kalenderen for 2000 frem og bladre til juni. Og der var den.

underworld i kalenderen

Den håndskrevne note, der ikke bare fortalte mig, at jo, fredag aften havde jeg været til Underworld-koncert, der havde været så forrygende, at den fortjente en begejstret smiley og et udråbstegn. Men også, at jeg på det tidspunkt troede, at det var 8, der blev mast ihjel foran Orange Scene (det var faktisk 9). Og at jeg først var kommet afsted på festivalen om fredagen efter to timers søvn, fordi jeg skulle aflevere opgave i kulturteori på uni (om “spillet med identiteten i massekulturen”). Og at det var dét år, dagen efter, at Bad Company og Nis og Pyro spillede drum’n’bass EN HEL AFTEN på Club Roskilde. Åh fryd! Og at jeg stadig brugte ordet “KANON” dengang, når noget havde været virkelig, virkelig godt.

Jeg elsker bare, hvordan dagbogen – og de tilhørende kalendernoter – lige kan få sat den slags ting helt på plads. Og at jeg også lige kan bladre 18 sider tilbage og finde den her flyer for en februarfest på Stengade, inklusiv trykfejl, kærligt gemt og lidt krøllet i kanterne:

bad company stengade 1

bad company stengade 2

Sikke en lineup på tre etager. Ikke at jeg personligt har forladt mainroom overhovedet, det er helt sikkert, men alligevel.

Jeg elsker den analoge kalender. Min dagbog (altså der, hvor jeg skriver langt) er for længst blevet 100 procent digital, men jeg skriver stadig kalendernoter i bøger. Hvorfor egentlig? Fordi jeg kan lide processen – det er en daglig lille meditation. Vil det ændre sig? Muligvis. Jeg har ikke fundet en digital kalender, der kan det samme som bøgerne endnu. De er forrygende at bladre i, de kalendere. Og vores menneskelige hukommelse kan simpelthen godt lide papir. Men når det er sagt, har dagbogen ændret form mange gange. Det kommer den til igen.

Musik er en vild tidsrejsemaskine. Fremgangsmåde: Find et track, du hørte vildt meget i en periode, men som du ikke har hørt længe. Press play. Voilà: Du er sendt tilbage! “I’ll relive it without pain”, som Pearl Jam synger her. Disclaimer: Musik er ikke altid en smertefri tidsrejsemetode, hvis man er den følsomme type.

Digitale tidshop
Der er kommet nye, digitale former for tidsrejselegetøj, som jeg faktisk bruger ret meget, og med stor fornøjelse. De har ikke helt samme power som dagbogen, men det kunne de sådan set godt få med tiden.

En af dem, jeg selv bruger mest, er Timehop: En fin lille app, som man forbinder med sin facebook- og instagram-konto (og sin fotorulle, hvis man vil), og som så dagligt viser en, hvad man foretog sig lige præcis i dag for to eller fire eller fem år siden. På de sociale medier (eller med kameraet), ihvertfald.

Her er for eksempel mit timehop for i dag for præcis fire år siden, hvor jeg, pudsigt nok, netop har læst, at der er lavet tidsrejseregler i Kina.

timehop tidsrejseregler 2

Og her, i dag for præcis to år siden, hvor jeg er i New York og tager et billede af en snedigt dekoreret væg på en bar.

timehop newyork nudge

En app som Timehop giver selvfølgelig kun mulighed for nogle ret begrænsede tidsrejser. Lige nu kan jeg for eksempel maksimalt blive sendt tilbage til 2007, hvor jeg oprettede min facebookkonto. Og jeg kan også kun sendes tilbage til de ting, jeg har valgt at dele med omverdenen. Desuden fungerer Timehop, som så meget andet digitalt, på en noget mere anmassende måde end den analoge dagbog, som du skal hen og bladre i for at gå på opdagelse. Her bliver timehoppet mast ind i din dag, hver dag, med en reminder på telefonen.

Så hurra for dagbogen, der giver mulighed for at suse waaaaay back til tiden før vi allesammen havde internettet i lommen. Og til ting, der aldrig har været i berøring med internettet før.

Og med de ord hopper jeg altså lige tilbage til et track, som vi med garanti dansede til i Club Roskilde-teltet den lørdag nat i år 2000. Det kunne jo så meget passende og med vemodig respekt for ofrene foran Orange være Bad Companys hidsige The Nine.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s