Den ældste dagbog, jeg har, er en lille, lyselilla sag med en fin hængelås på. Jeg kan stadig huske PRÆCIS hvordan den lille dobbeltnøgle til låsen føltes mellem fingerspidserne. Men nøglen er altså forsvundet. Så den lille, lilla dagbog har ikke været åbnet i årtier.

Men det har den så nu.

Surprise!
Den første overraskelse kom hurtigt: Min første (fundne) dagbogsoptegnelse er ikke, fra da jeg var 8 (som jeg troede), men da jeg var 7.

Og hvad skriver man så om, når man er 7 år gammel?
Well! Der er vild spændingskurve fra første side. En af de allerførste optegnelser, som jeg med sans for det storslåede har kaldt “Verdensrekorden”, handler om en af livets store sejre, beskrevet i detaljer.

Dét var en stor dag i august!

Et megagodt scoreråd
Men i september bliver det følsomt. Og hemmeligt.

Efter “Han kan bedst lide Christel” følger en liste i dagbogen med hvem Mogens så bedst kunne lide – i præcis rækkefølge. Jeg husker tydeligt de lister – vi lavede dem jævnligt, og delte dem uhæmmet. Jeg er på dette tidspunkt nummer 2 på Mogens’ liste, mens min bedste veninde Christel er nummer 1. I dagbogen spekulerer jeg så lidt over, om Mogens monstro ikke kunne finde på at bytte Christel og mig om.

Og SÅ bliver det stærkt!

Sådan, 7-årige Christina! Det er sådan, man gør det! Du skal bare overmande ham i en organiseret brydekamp i frikvarteret og få ham til at indrømme, at du er den stærkeste! – så stryger du straight op på førstepladsen af den vigtige liste. Måske!

(Det lykkedes muligvis, men jeg skal ikke kunne sige, om det var min stolte sejr dét frikvarter, der gjorde udslaget. Jeg tror nok, at Christel og jeg havde en vis idé om, at det også kunne have noget at gøre med vores hårlængde.)