Dengang en kinddans var det ultimative

Lørdag 30. april skal jeg (igen) læse op af teenagedagbogen på Rialto:Teatret. Denne gang er jeg gået helt tilbage til da jeg LIGE var blevet 13.

(Der er info og billetter her: En Pinlig Affære på Rialto:Teatret)

anders og mig
Senfirser-hygge på drengeværelset. Jeg matcher Schwarzenegger-plakaten.

På det her stadie var alting stadig meget uskyldigt. Det var dengang, hvor man skrev top fem og top ti-lister over hinanden i klasserne og udvekslede dem som en slags spændings- og popularitetskapital, der kunne byttes for ny info. Det var også dengang man begyndte at komme sammen på den måde, at man “spurgte” hinanden – ikke nødvendigvis ansigt til ansigt, men gerne via anden- eller tredjemand, når tingene var allermest klodsede. Og så “kom man sammen”. I 8 dage.

Mere uskyld: Vi var begyndt at holde en del klassefester, men de var stadig uden alkohol – ihvertfald i starten af dagbogen, da jeg er tættest på 12. Ikke helt så uskyldigt hen mod slutningen, hvor festerne så småt begynder at rykke i forsamlingshuse og sportshaller.

Og for totalt uskyldige mig var det ULTIMATIVT VILDE OG ALLERVIGTIGSTE til de her fester at sørge for at komme til at danse kinddans med ham, jeg var allervildest med på det tidspunkt. Hvilket jeg gik imponerende målrettet efter, på trods af al pinlighed.

Tag med tilbage
I det, jeg skal læse op på scenen på lørdag, er det – i hovedparten af historien – Anders fra klassen, jeg helst vil danse kinddans med. Det er os på billedet ovenfor, under Sørens Schwarzenegger- og Ramboplakater.

På scenen skal det, vi læser op, skæres ret stramt til, så dele af historien må ryge ud. Her er et afsnit, der måtte falde ud inden generalprøven:

28. marts
Så har jeg været til fest i Beta for første gang, fedt! Man skulle puste i en af de der spiritusmålingsdimser for at komme ind. Først var der ret åndssvagt, jeg ventede bare på at Anders skulle komme. Der var en discokugle i loftet, som sendte farvede prikker rundt i rummet, og indimellem tændte de for noget lys, der fik alt hvidt til at blive selvlysende. Jeg var helt i hvidt, så det så ret vildt ud.

Så fik jeg at vide, at Anders var til taekwondo og blev megaskuffet. Men så ringede Jeppe efter ham. Han havde cyklet i storm og regn og skulle lige hvile lidt, før han gad danse, men så spillede de “Running in the family” med Level 42, og så var jeg nødt til at hente ham med det samme. Så dansede vi, og jeg spurgte, om vi skulle danse kinddans senere. ”Ja, senere”, sagde han. De andre blev helt vilde, fedt! – sagde de.

Lidt senere gik jeg over til Jeppe og Anders igen. Peter kyssede i over et minut med sin dame; der var nogen, der tog tid. Så blev der spillet George Michael, endelig, og så rejste Anders og mig os og dansede kinddans. Vi stod i blæsten fra den åbne dør, altså en svag blæst, meget romantisk. Anne sagde bagefter, at han smilede. Fedt.

Mit første møde med UV-lys – fanget på skrift. Den fascination er jeg aldrig vokset fra.

Vil I høre, hvad der videre skete, er der info og billetter til aftenen her: En Pinlig Affære på Rialto:Teatret.

Der er 8 oplæsere på scenen, og fællestemaet denne gang er, at vi er ret unge. Der er en del ‘første kys nogensinde’ drysset ud over aftenen – og en vis grad af konfirmations-stemning.

headaches
Vores band! Vi hed “Headaches” – så kan det næsten ikke blive mere piget og sen-80’er.
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s