I november 2014 dukkede en opfordring fra DR3 op i mit facebook-feed. Kender du nogen, der skriver dagbog, eller skriver du selv? Så vil vi gerne i kontakt med dig – stod der.

DR3 søger mænd og kvinder i alderen 20-40 år, som har skrevet dagbog i teenageårene, og som gerne vil dele deres pinlige, selvhøjtidelige, usikre, vrede, sex-fikserede og hormonbefængte teenage-tanker med DR3’s seere. Så har du dine gamle teenagedagbøger, kærestebreve eller digte liggende, og tænker du også, at de er ALT for pinlige at dele ud af – så er det lige præcis dig, vi leder efter! – stod der.

Dét skal jeg ihvertfald ikke, var det første jeg tænkte. Den absolut eneste rimelige tanke.

Jeg scrollede videre. Jeg hoppede ikke ind på DR3’s hjemmeside for at læse mere. Det der skulle jeg jo ikke.

Alligevel kunne jeg ikke rigtig lade den ligge. For hvem fa’en skulle ellers?!? Jeg har været BESAT af at skrive dagbog. På sin vis er jeg det stadig. I gymnasiet alene fyldte jeg mere end 14 håndskrevne bøger. Siden eksploderede det yderligere i omfang. Jeg har aldrig mødt nogen, der har skrevet bare tilnærmelsesvist så meget dagbog som mig. Hvem skulle ellers?

Så efter en større håndfuld dage og et par ekstra overvejelser sendte jeg en mail – med nogle forbehold. À la “…det er ULTRAprivate ting, så jeg er ikke helt sikker på projektet”.

Og det var jeg bestemt ikke.

Intermezzo – Back in the Jungle
Omtrent heromkring blev det så 1. december, hvor jeg begyndte at lave JUngLEkalenderen på min blog: En julekalender for voksne med 24 låger og fuldt fokus på jungle – musikken, miljøet og festerne. Da jeg begyndte på den, altså selve den 1. december, havde jeg et par ideer til indholdet i nogle enkelte låger, men ikke mere. Det finder jeg jo nok på hen ad vejen, tænkte jeg. Jeg har SÅ meget musik at dele ud af. SÅ mange billeder. SÅ mange anekdoter fra back in the day.

Låge 2 blev den første Blasts from the Past-låge: en lille samling sjældne, indscannede fotos fra en fest i 1995, der selvsagt aldrig havde været på nettet før. Da jeg nåede til låge 3 – Blasts from the Past: The Birthday Bash Edition – var det blevet tydeligt for mig, at JUngLEkalenderen nu havde taget magten. Jo mere jeg dykkede ned, jo mere fandt jeg. SÅ mange fantastiske ting fra fortiden. Som for mig, i mange tilfælde, slet ikke føltes som så længe siden, selvom jeg kunne høre og læse på folks reaktioner, at for nogen var det som at gense en sagnby gravet frem fra bunden af Atlanterhavet.

Jeg tilbragte store dele af de næste tre uger dybt neddykket i fortid, billeder og gamle dagbøger med en intensitet, der næsten føltes som en tidsopløsning. Indholdet i JUngLEkalenderen strakte sig over omkring 15 år og virkelig mange mennesker, steder og datoer, og den ville have været helt, helt, HELT umulig at lave uden dagbogen. Selvom jeg med jævne mellemrum gennem årene er hoppet tilbage og har læst lidt hist og pist i de gamle hæfter og bøger, gav de her 3 uger og 3 dage mig alligevel et nyt syn på dagbogen – og hvad den kan bruges til – endnu en gang.

Og så skal vi tilbage til DR3
JUngLEkalenderen kom og gik, og efter nytår var det tid til at komme videre med DR3-projektet. Og på sin vis gav JUngLEkalenderen mig nok et LIDT nyt syn på situationen. Jeg havde stadig mine åh-nej-hvad-kaster-du-dig-nu-ud-i!!!-overvejelser. Hvorfor skal du hele tiden kaste dig ud i sådan nogen ubehagelige ting! For der er dælme stor forskel på at dele billeder og personlige afsnit fra sin teenagedagbog på sin blog – og så at læse op af den på landsdækkende tv.

Men det, jeg tænkte, var, at eftersom dagbogen li’som havde rejst sig og lært mig noget nyt endnu en gang under arbejdet med JUngLEkalenderen – hvad ville der så ikke kunne ske, hvis jeg bare gav efter og lod den vise mig, hvad den ville lære mig, hvis jeg læste op af den på tv? Lektioner Fra Dagbogen Level 3.0-agtigt.

Just Do It
Jeg lader helt ærligt sjældent en mulighed for at lære noget på en barsk måde gå tabt. For for pokker, altså. Vi er jo for fanden ikke her på planeten for at sidde trygt inde i vores komfortzone-sofa og vente på, at det hele er overstået, mens vi er bange for at slå os. Vi er her for at udforske, for at opleve og for at se, hvor langt vi kan nå. Selvom det betyder, at vi igen og igen og igen risikerer at slå os og kikse og fejle og græmme os og få vores hjerte knust for hundredeogsyvogtredivte gang. Jeg kunne ikke sige nej. Jeg kunne ikke tillade mig ikke at turde. Og når alt kommer til alt, er der også grænser for, hvor alvorligt man skal tage alting og sig selv. Er du bange for noget? Så er det sikkert vigtigt. Så er der helt sikkert noget at lære. Kom i gang.

Og så begyndte tingene stille og roligt at rulle, som de gør. Der var møder. Jeg sagde ja til at medvirke. Jeg gik på dybdedyk i kælderen og fandt gamle dagbøger, jeg ikke havde set i mange år – endsige læst i. Og nu var det de RIGTIGT gamle dagbøger, de spæde teenageår. Jeg fik genlæst mine første kys og afstandsforelskelser og beruselser, til jeg var helt ør i hovedet. Der blev udvalgt afsnit. Dét satte bestemt ikke overvejelserne på lavere blus: Jeg er 15 år og lige startet i 1.g på de sider, jeg skal læse op. Det er pænt sårbart. Og pænt selvudleverende.

Tv-optagelserne
Optagelserne fandt sted 18. februar i Kødbyen. To af mine bedste venner var med blandt publikum, og det hele var  indledningsvist nervepirrende, ret intenst og utroligt sjovt. Vi var 8 oplæsere, og jeg havde aldrig været i rum med så mange andre dagbogs-skrivere på én gang før. Deres ærlighed og dele-ud-af-sig-selv-villighed var imponerende. Jeg blev paf flere gange og meget rørt.

Og ja, jeg lærte en masse. Endnu en gang. Nogle gange er de lidt uventede, de indsigter, man får, andre gange åbenlyse. Mange gange er det timingen, der er det interessante – HVORNÅR var det, du lige læste præcis den stump fra dagbogen igen…

Den her blog handler om den slags indsigter. Om pinlighederne. Om nogle af de totalt uventede ting, jeg finder, når jeg dykker tilbage. Om gensyn og overraskelser og hvad man egentlig skriver om i sin dagbog, når man er 8 år gammel. Eller, ihvertfald hvad JEG gjorde. Om hvor jeg var under Pearl Jams koncert på Roskilde år 2000, om mærkelige rejser, og om hvordan det var at gå til technofester i København i 90erne. Blasts from the Past, direkte fra dagbogen.

Kære Dagbog – på DR3
Programserien på tv – Kære Dagbog – starter i aften, den 27. april, klokken 21.30 på DR3. Se med! Jeg var på oplæserhold nummer 2, og det program, jeg og mine fellow-oplæsere er med i, bliver først sendt i maj. Det bliver sikkert superpinligt, ja. Men nu har jeg altså tænkt mig at maksimere pinligheden og farverne og fortællingerne og det potentielle eventyr lige her. Because why not.

Læs med. Jeg lover, det bliver overraskende. Sikkert også for mig. For inden længe tager dagbogen givetvis over.