Jeg begyndte at skrive dagbog som otteårig og er ikke stoppet siden. Det tog især fart gennem 90erne og 00erne, så nu har jeg en enorm mængde tekst og billeder, der igennem tre årtier dokumenterer, hvad der skete, hvordan det føltes, og hvad jeg tænkte om det.

At dykke tilbage i dagbogen er ofte virkelig, virkelig morsomt. Det er også konstant forbløffende. Indimellem er det vemodigt. Nogle gange er det en regulært barsk oplevelse.

Og så er det afsindigt lærerigt. Selve det at skrive dagbog, altså selve processen med at skrive ned, hvad man er optaget af, og hvordan man har det, tvinger en til at se sit eget liv ret dybt i øjnene. Og at genlæse den er som at tage på tidsrejse tilbage til tidligere versioner af sig selv. Nye sammenhænge kommer til syne. Uventede indsigter åbner sig op. Og man lærer virkelig meget om, hvordan den menneskelige hukommelse hænger sammen.

Det handler denne blog om.

Læs mere om bloggen som sådan lige her.